Findes der Engle? (Part 3)

Skrevet i 2013 – kort før min operation.

Nu er weekenden gået, mandag med og det er blevet tirsdag den 26 november – kl. er 04.30 og jeg skal med Norwegian kl. 07.20 til Gatwick og derfra til London, Harley Street, hvor jeg skal mødes med eksperterne og ha’ deres vurdering af min situation. Spændingen er stor og håbet ligeså men samtidig er frygten for beskeden også ret fyldig i mit hjerte og hoved. Vil de kunne hjælpe mig, eller bliver jeg sendt hjem til Århus for at gennemgå den store, frygtede, operation?…

Vel ankommet til London, i rigtig god tid, slentrer jeg ind på en Café og beder om morgenplatten med ristet brød, røræg, svampe og salat, samt en kopto Caffe Latte. PC’en bliver tændt og jeg påbegynder dette skriv, som jeg vil færdiggøre hen ad dagen og når jeg kommer hjem.

Tiden løber, tik, tak, tik, tak… tik – et øjebliks glæde forsvinder uden grund, tak – et skødesløst ord lukker én mulighed og en anden åbner sig, tik – 49 år er gået uden en skramme, tak – runder 50 og kræften bryder ud…den løber mod min aftalte tid hos Dr. Cohen og jeg pakker sammen, udveksler lidt høfligheder med den polske, søde, servitrice og jeg går spændt ud i London kulden – skridter ned ad gaden mod Harley Street og ankommer en anelse tidligt til the London Clinic, vor Dr. Cohen residerer. Får lov at slænge mig i de dyre lædersofaer og vente til min tid kommer. Dr. Cohen kommer ud og henter mig, vi sludrer lidt om forskelligt inden han begynder at spørge ind til min situation. Han lytter opmærksomt til mine ord – og jeg til hans. Jeg bliver bedt om, at lægge mig på en briks og han vil så udføre sin undersøgelse, uden bedøvelse – ikke så behageligt men det er hurtigt overstået. Vi sludrer lidt mere og han får den CD rom jeg har medbragt med scanningerne fra Århus. Han roser Peter Christian Rasmussen fra Århus og fortæller, at hán hører blandt de bedste i verden til kirurgi i endetarmen. Han kan ikke sige noget endnu, idet jeg skal til Dr. Stebbing lidt senere og scannes – derefter vil vi mødes igen hos Dr. Stebbing.

Jeg forlader Dr. Cohen og har lidt tid inden jeg skal være hos Dr. Stebbing – smutter ind på en hyggelig, varm, Café og bestiller en Latte – skriver lidt videre på dette og håber stadig på dét mirakel, som disse to eksperter måske kan overbringe mig. Dr. Cohen siger dog, at min kræft sidder usandsynligt uheldigt og han fortæller, at han kun har set ét eneste tilfælde i sine mange år som læge, der sad lige så uheldigt. Dette varsler ikke godt i min verden mén nu ikke tabe modet, tro på – som min gamle mormor, altid sagde – håbet, for uden dét har vi intet.

Nu løber tiden igen og jeg skal til at pakke sammen for at begive mig til Harley Street igen – en lille gåtur på 10 min. fra Caféen i den Londonske kulde…

Nr. 95 åbenbarer sig – Leaders in Onkology Clinic – og jeg går ind for at møde Dr. Stebbing. Igen i ordentlig tid og bliver bedt om at tage plads og vente lidt i de dyre læderstole. Jeg sidder et øjeblik og den søde receptionist kommer hen til mig og siger at Dr. Stebbing vil se mig nu. Hun følger mig ind og jeg hilser på Dr. Stebbing – please call me Justin, siger han og spørger om han må kalde mig Torben.

Vi sludrer en rum tid om mit liv, mine børn min kæreste og mit arbejde – han spørger til sygdomme i familien og jeg fortæller. Han kommer langsomt ind på min situation og siger lige ud af posen: This can kill You, Torben – it can realy kill You!… og han fortsætter: Hvis du var min søn, bror eller far ville jeg sige til dig, at du skal få den operation og leve med dé ubehagelige konsekvenser, den har. Den største belastning er din alder, Torben – du er alt for ung og du skal leve i mange år endnu… Jeg giver ham ret i at jeg er for ung til at dø og spørger til om der slet ikke er andre muligheder end den operation. Dr. Stebbing forklarer mig, at der findes flere muligheder for, at gøre noget som, højst sandsynligt, vil kunne hjælpe mig til en mindre operation men han påpeger, kraftigt, at tiden er gået – du har spildt den kostbare tid, som kræftpatienter har for lidt af, siger han og kigger bestemt på mig. Han fortsætter efter en lille pause og siger han er meget forbavset over, at de danske læger har bedt mig om, at gå rundt i 5 uger og vente på, at eftervirkningerne på kemobehandling og stråling skulle ha’ en yderligere effekt på min kræft. Dr. Stebbing mener, at vi har spildt dyrebar tid ved denne beslutning og hvis jeg nu var kommet til ham i stedet ville han ha’ haft den fornødne tid til, at behandle mig og højst sandsynligt hjælpe til en mindre operation.

Det er lige før jeg går i sort, da jeg hører dette – jeg ka’ knap tro mine egne ører og spørger selvfølgelig, Dr. Stebbing: Vil det sige, at hvis jeg var kommet i go’ tid til dig, så ville jeg kunne ”nøjes” med en stomi og stadig være potent?… Dr. Stebbing svarer, prompte, ja!…

Jeg ka’ mærke vreden vokse i min krop, mine tanker eksploderer og jeg sidder målløs og kigger på Dr. Stebbing – jeg er ganske enkelt kommet for sent pga. mine danske lægers beslutning om, at afvente en, efter Dr. Stebbings mening, minimal og ligegyldig virkning af eftervirkningerne på min behandling. Det gør mig uendelig trist, at høre dette og jeg ville næsten ønske, at jeg ikke vidste det for min hjerne ka’ slet ikke rumme denne information, oven i alle de informationer jeg har modtaget gennem de seneste måneder. Vi taler en del om, hvor stor sandsynligheden ér for, at jeg kan overleve hvis jeg udsætter operationen og går i gang med behandlingen hos Dr. Stebbing. Han påpeger kraftigt, at hvis kræften breder sig under behandlingen vil det højst sandsynligt være fatalt og igen siger han: Du er for ung til at dø, Torben og du har to døtre og familie du elsker, som alle vil ha’ dig i live i mange, mange år endnu – men valget er dit og jeg vil gøre alt hvad der står i min magt for at behandle dig, så du med stor sandsynlighed ka’ slippe med en mindre operation.

Både Dr. Cohen og Dr. Stebbing har givet mig noget at tænke på – turen hjem til Danmark, vil ikke blive den mest afslappende tur jeg har fløjet, den vil blive hård for min hjerne, som ska’ processe dette og komme til en beslutning. En svær beslutning, som kræver al min tankekraft og en stålsat vilje – en kalkuleret risiko, der trækker vand og aldrig har jeg stået over for så svært et valg…

På trods af de kedelige konsekvenser, der følger i kølvandet på den foreslåede operation er valget – skåret helt ind til benet – jo ikke så svært, selvfølgelig skal jeg vælge livet og dermed operationen, så jeg ka’ opleve alt dét, som ligger forud i tiden, jeg stadig har til gode – oplevelser med mine børn, mine forældre og resten af dé mennesker der står mig nær. Jeg er kun 50 år gammel og skal selvfølgelig være her mange år endnu – både for mine børn, mine elskede og selvfølgelig mig selv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kategorier
Arkiver
Foredrag i Bergen – 300 Norske sygeplejersker