Dagligdagen med stomi.

 

Skrevet i slutningen af Januar – ca. en måned efter operationen.

Nu har jeg levet med mine poser siden jeg blev udskrevet den 16. december 2013 – lad mig slå fast med det samme: Det er fucking usexet og irriterende, at være udstyret med to stomiposer – især urostomien (urin)…

Dagligdagen byder, selvfølgelig, på diverse udfordringer og små/store stød når man har fået sådan to poser klistret på maven. Der opstår situationer, som man ikke er vant til at håndtere og nye situationer, som man aldrig havde regnet med man skulle opleve. ”Uheld” sker hen ad vejen og man er nødt til, at håndtere dem. Nødt til at acceptere dén hverdag, på godt og ondt, som de kedelige vedhæng byder én.

At lære, hvordan man håndterer sine stomier er egentlig ikke noget at skrive hjem om – stomi sygeplejerskerne rundt om i landet er dygtige og søde mennesker, der hurtigt får lært sine patienter, hvordan man passer en stomi. Det er ret enkelt, i og for sig, og kræver ikke den store Ledvogtereksamen – vand og specielle ”servietter” er faktisk det eneste man har behov for og selvfølgelig de nævnte poser.

Ret enkelt og ikke spor svært, fugter man en ”serviet” og med den frigør man dén pose, som skal skiftes (er det begge, starter man altid med urostomien for ikke at få bakterier fra afføringen overført). Når posen er af, vasker man huden omkring selve tyndtarmsåbningen, igen med et par våde ”servietter” – der anvendes kún lunkent/varmt vand, ingen sæbe eller l
ign. Medens man rengør skál man hele tiden være opmærksom på om åbningen ”tisser” og derfor er det en god idé, at holden en foldet ”serviet” tæt på åbningen under vask. Når dette er gjort ordentligt tører man området med en et par tørre ”servietter” og sidst monteres posen med den lille ”hane” over tyndtarmsåbningen. Samme fremgangsmåde gælder for kolostomien (afføring).

                 Urostomi                                          Kolostomi

Da man ikke kan mærke, eller kontrollere, når urostomien lader vandet (som       man ellers har kunnet gennem 50 år) er det helt uundgåetligt, at urinen pludselig sprøjter ud, eller løber sagte, medens man står der med blottet tyndtarmsåbning og vasker sig – det sker forholdsvis tit, hvis man ikke tænker sig om. Man kan nedsætte denne risiko ved at lade være med at drikke lige inden man skifter poser. I starten bliver man ked af det når man står dér og urinen sprøjter ud over vask, bord og væg eller spejl – man bander voldsomt og forbander dét fuck, som er overgået en… Efter lidt tid – og en del ”uheld” gider man ikke hidse sig op og man ærgrer sig ”bare” over, at man skal afrense hele molevitten. Urostomien er klart den mest irriterende at have med at gøre – den skal, dagen igennem, tømmes (ca. engang i timen) og om natten er man tvunget til, at koble den til en slange med en stor urinpose i den anden ende, således at man kan sove natten igennem uden at skulle tømme. Jeg kan konstatere, at der hver nat løber mellem 400 og 500 ml. urin ud af mig og ned i den store pose.

Præcis det samme gør sig jo, desværre, gældende for kolostomien – man har ingen kontrol over sin afføring og derfor kan der også hér, opstå uheld og pusseløjeligheder når man er i gang med hygiejnen… Best som man er ved at vaske, eller tørre, kan den fucking tarm ”bestemme” sig for, at ville tømme sig – i bedste fald kommer der afføring ud af tarmåbningen, lige så stille og man ka’ nå at holde sin affaldspose under så det løber derned i. I værste fald har man dårlig mave og afføringen sprøjter ud over alt, hvad der findes i badeværelset…og dét er rigtig træls… Igen: Jeg blev rigtig ked af det i starten, når et uheld med afføring skete, det føles meget ydmygende og uværdigt men med tiden lærer man også, at håndtere dette på en fornuftig og lettere kynisk måde – samme måde som med urinen…

Når man er færdig med, at rengøre og skifte ser man så sådan her ud:

Nu er man klar til, at gå ud i livet, med fornyet energi i krop og sjæl – ud i sin dagligdag og foretage sig dét man nu engang foretager sig i denne.

Når uheldene sker – og de sker – så lærer man, at tackle dem og tænke over dem. Man skal altid prøve, at tænke over dem fordi man måske kan finde løsninger, der nedsætter disse uheld – jeg lå badet i urin, én nat og måtte købe en helt ny topmadras, fordi den gamle var gennempisset og ikke kunne renses eller andet. Jeg tænkte over dette og fandt en løsning, som ikke har givet uheld endnu.

Jeg gjorde jo dét, som jeg plejer, da jeg skiftede poser til natten – placerede dem som på billedet ovenfor. Denne placering betød, at den lange slange, som forbinder urostomien til den store tissepose uden for sengen, skulle ligge parallelt med mine ben – det er ikke så stort et problem når man lige er gået i seng men når man sover glider slangen og vrider posen, således at der ikke er fri passage for dén urin, som skyller ud af kroppen i løbet f natten – der opstår en bobbel (ikke en boligbobbel men en urinbobbel) og så lægger stomiposen…ulækket, ydmygende og jeg blev meget ked af det mén: Man samler sine kræfter og overvinder det.

Efter at have tænkt over hvorfor min stomipose læggede dén nat, kom jeg til ovennævnte og løsningen lå faktisk ligefor – jeg monterede min urostomipose 900 forskudt i forhold til den almindelige montage, således at posen, når jeg ligger på ryggen i min seng, peger på tværs af kroppen og slangen til den store pose ikke kan vride eller være årsag til min poses ”forstoppelse” – der er fri passage hele natten og ingen uheld…

Alle må jo nødvendigvis erkende, at billedet ovenfor med de to poser ikke ligefrem er sexet, eller indbydende – én af de helt store tanker i den proces, enhver stomipatient skal igennem for at acceptere sin krop igen, ér naturligvis tanken om sex med sin partner, en tanke som er uendelig fjern. Har man ingen partner er tanken om at finde sig en partner, lige så fjern. Tankerne kredser naturligvis om dette og når man ser sig selv i spejlet tænker man helt automatisk, at man ALDRIG får sit sexliv tilbage… Denne: Aldrig tanke, bliver voldsomt bakket op, af kendsgerningen om, at man også er totalt impotent og tanken om dette alene, er en stor del af arbejdet med at komme videre oven på dén lemlæstelse man føler.

Hár man en partner og kærligheden eksisterer, kommer man forholdsvis hurtigt forbi tanken om: Aldrig og ved fælles indsats får man et sexliv tilbage.

Er man ikke i et forhold vil denne proces formentlig være meget længere og tanken om, at skulle finde en ny partner må være skræmmende i dén grad – jeg forestiller mig ikke, at man sådan uden videre, opsøger det smukke køn lige med det samme.

Noget af det som man tænker i forbindelse med et sexliv, er naturligvis, sin egen nøgenhed – selv syn’s jeg sgu ikke jeg ser sexet ud længere, ej heller indbydende eller på anden måde til, at ”spise” med de to fucking poser… Mén…der findes faktisk måder at ”skjule” poserne på. Den enkleste er jo, at beholde sin T-shirt, skjorte, bluse på så ens partner (og en selv) ikke ka’ se poserne. En anden måde er, at anskaffe sig et ”mavebælte” – de findes færdiglavede til stomipatienter – og lade dette ”skjule” poserne. De færdige ”mavebælter” findes i forskellige farver og udførelser – dén jeg viser nedefor er fra hospitalet og findes i tre forskellige farver: Sort, beige/hudfarvet og den hvide som vist. Dette ”mavebælte” er formentlig også anvendeligt når man bare vil ligge tæt og mærke hinandens kroppe – ikke den enes poser…

 

Det var lidt om mit liv med mine fucking poser – jeg er stadig i processen med, at accepterer min lemlæstede krop og vender tilbage med flere indlæg om dette…

Ha’ en go’ dag – husk at holde øje med dit røvhul, gå til læge med det samme du mærker noget mistænkeligt og stå fast på din ret til undersøgelse, hvis dú finder det nødvendigt…

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kategorier
Arkiver
Foredrag i Bergen – 300 Norske sygeplejersker