…gode og dårlige dage – tanker efter mine lemlæstelser…

Skrevet i februar 2014 – efter min operation…

Livet som sådan indeholder, både gode og dårlige dage – der er op og nedture, som selvfølgelig præger dét liv man lever… sådan er det jo bare… og når man, som jeg, pludselig bliver hvirvlet ind i en modvind af så store dimensioner, at man under ingen omstændigheder kan overskue det, vil der være gode dage og dårlige dage.

Op til min operation, var de dårlige dage ikke mange – mit sind og humør kunne sagtens ”overmande” den triste besked jeg havde fået om, at jeg havde analkræft. Jeg var ikke specielt, psykisk, påvirket af diagnosen og håndterede ganske godt, at jeg nu var truet på livet af kræft. Min ukuelige optimisme, kampgejst og syn på livet gjorde mig forholdsvis ubekymret uden, at jeg på nogen måde fornægtede min sygdom og alvoren i den. Op til min operation var de gode dage langt flere end de dårlige – faktisk var der kun ganske få dårlige dage, fuldstændig som det meste af mit liv, generelt, inden diagnosen… ganske få dårlige dage og mange flere gode dage…

Efter min operation er de dårlige dage blevet meget hyppigere og påvirker mig på en helt anden måde end jeg troede muligt.

Jeg har altid haft et syn på mig selv som en utrolig stærk person – en styrke, jeg altid har ment mig arvet fra min mor og mormor – de to stærkeste mennesker jeg nogensinde har mødt. Jeg har altid været overbevist om, at jeg ikke kunne knækkes – stort set alle, der kender mig har haft den samme overbevisning. Tit og ofte har jeg hørt: Du er sgu som en korkprop, Torben – ikke til, at holde under…

Jeg anser, stadig, mig selv for at være et stærkt menneske mén tiden som er gået siden min operation den 2. december 2013 er den sværeste, den mest tårevædede og frustrerende tid, nogensinde, i mt liv – én enkelt gang tidligere, i mit liv, har jeg oplevet en tid, som matcher den nuværende og dengang, som nu, gjorde det ondt helt ind i sjælen.

Gode dage er dem man ska’ huske, hvilket man jo også, oftest gør. De gode dage er som benzin for bålet – flammerne varmer og lyser op i mørket, de nærer gnisten og sindet glædes. De gør livet udholdeligt i svære tider og besnærer de mørke tanker som følger de dårlige dage, hånd i hånd – flammerne giver lysere tanker og et smil i ny og næ. De gode dage er dem, der skal holdes fast i og hjælpe én til at se det lys, som altid er at finde i dén tunnel, man er havnet i – et lys, som ind i mellem kan virke flakkende og lige ved at gå ud…

Det er nu ca. 2 måneder siden jeg blev opereret for min analkræft og jeg kan roligt sige, at på disse to måneder har de dårlige dage været i overtal – ikke så meget, når jeg er blandt andre mennesker fordi kontakten til andre giver en smule luft i tankestrømmen, som ustandseligt kværner rundt i mit hoved. En tankestrøm, der kredser om min situation og er helt ustyrlig. Mén, når jeg er sammen med andre dæmpes tankestrømmen, følelserne strammes en smule op og jeg kan mobilisere dén styrke jeg trods alt besidder for, at holde sammen på mig selv og ikke bryde sammen lige op i ansigtet på dé mennesker jeg omgås. Det hjælper, at være sammen med andre – ikke, at tankestrømmen forsvinder men den dæmpes så meget, at jeg kan holde sammen på mig selv og faktisk virke oprigtig og interesseret i samtalen/samværet.

Den flydende tankestrøm udspringer selvfølgelig af dét faktum, at jeg føler mig fuldstændig lemlæstet på den værst tænkelige måde – rationelt véd jeg jo godt, at utallige mennesker på denne jord er væsentlig mere lemlæstet end jeg og jeg véd, rent rationelt, at mange mennesker rundt om i verden er lige så lemlæstet som jeg. Rationelt… der er ikke noget rationelt over dé tanker og følelser, som styrer mig i denne tid – rationalitet er ikke noget jeg kan bryste mig af, at praktisere lige nu og dét vil sikkert komme meget bag på dé mennesker, som kender mig indgående. Jeg kán sgu ikke tage dette på den rationelle måde endnu men er helt og aldeles overladt i mine følelsers vold. Følelser som, alle ved, ikke er rationelle – følelser, der bruser rundt i min krop og snart ”siger” dit og snart dat, snart bu og snart bøh… følelser, som styrer mit intellekt og tilsidesætter rationaliteten.

Der er dage, hvor jeg føler mig så trist, bange og ked af det at jeg tror jeg aldrig bliver glad igen – dage, hvor al den styrke, jeg overhovedet ka’ samle, for at holde sammen på mig selv, ikke er tilstrækkelig. Disse dage ender på min seng, sammenkrøbet under dynen, med tårerne strømmende ned af kinderne. Tankerne, disse dage, er langt fra rationelle og under ingen omstændigheder lyse og glade – tanker, som: …hvad er det jeg har gjort for, at fortjene alt dét som har ramt mig?… Tanker, som ikke kán besvares, tanker der er komplet urationelle og som langt de fleste mennesker, der læser dette, vil ryste på hovedet af og sige: …tag dig sammen, du er jo i live!…

Mange gange har jeg haft denne tanke: Hvorfor fanden valgte jeg dog ikke bare at skide på dén operation og bare levede videre úden poser på maven, méd potens så længe det ku’ lade sig gøre… Min værdighed og livskvalitet ville i al fald ha’ været intakt og jeg kunne måske ha’ levet 5, 10, 15 år endnu med den skide svulst på lukkemusklen – eller måske havde det været forbi inden 2014 løb ud… Jeg ku’ ha’ gjort som Dr. Stebbing tilbød mig og set hvor langt jeg ku’ ha’ nået… Under alle omstændigheder ville jeg ha’ kunnet leve som hidtil og ikke skulle skide i en pose, på min mave, mens jeg sad til møde med en kunde, eller spiste Pizza med mine elskede… Jeg kunne ha’ sovet på siden og undgået, at være koblet til en slange hver nat og jeg kunne ha’ et almindeligt sexliv uden at skulle stikke en kanyle ind i min pik og sprøjte en kemisk væske ind i den, for at kunne få rejsning – jeg kunne ha’ fungeret præcis som jeg har fungeret i 50 år og tilmed været glad…

Det ér ikke rationelt men ikke desto mindre, er det sådan det ér, inden i mig og det ér sgu bare sådan det er, lige nu – jeg ka’ ikke bare ignorere mine følelser og lade som ingenting. Det er helt i orden, at ha’ det sådan og endda at melde det ud – jeg skammer mig ikke over, at ha’ det sådan, det er jo fordi mit liv bliver rystet i posen og jeg ikke aner om der kommer banko på hele pladen eller blot en sidegevinst… eller ingenting…

Jeg ka’ ikke bare tage mig sammen og ryste ulykkeligheden, tristheden og savnet af mig – følelser lader sig ikke ryste af på den måde. Jeg kan ”tage mig sammen” og holde det-går-okay masken op foran mig, i dagligdagen og når mennesker spørger til mig – jeg kan ”tage mig sammen” og møde op på mit arbejde og bidrage med dét jeg nu magter, lige i øjeblikket med et, lettere forlorent smil. Jeg kan ”tage mig sammen” fortælle mine elskede, at jeg nok ska’ komme ovenpå igen og at de ikke ska’ bekymre sig… Jeg ka’ ikke bare tage mig sammen og pakke mine følelser ned, fordi hver evig eneste gang jeg kigger i spejlet bliver jeg konfronteret med 2 poser, som er limet fast på min mave – og hver evig eneste gang jeg føler mig sexuelt ophidset i min hjerne og krop, kan jeg ikke mærke at min pik svulmer op og rejser sig…

Spejlet er ikke min bedste ven i øjeblikket – spejlet ”svider” i mine øjne og jeg syn’s det er svært at kigge ind i det. Jeg er glad for, at det ikke er spejlet fra Snehvide – jeg ville nødig spørge spejlet, hvem der er smukkest i landet her. Dét jeg ser i spejlet er ikke et kønt syn, ikke dén Mand jeg har delt krop med i snart 51 år – han er forsvundet for altid og nu hænger jeg sgu på hám inde i spejlet… Ham der inde i spejlet er ikke så sexet som ham den anden og heller ikke så flot som ham den anden. Han ligner noget der er løgn, ligner mit værste mareridt og er i al fald ikke mig. Ham der inde i spejlet er ikke attraktiv for en kvinde – han ser ikke lækker ud og lige til, at spise. Ham der inde i spejlet kan man jo ikke ligge tæt med – de to poser ka’ man jo mærke uanset hvad han gør for at ”skjule” dem. Ham der inde i spejlet ka’ ikke tage sin kvinde når han har lyst – der ska lige klargøres en sprøjte først og når skidtet virker ka’ vi se om lysten stadig er der… spontaniteten i sexlivet er voldsomt nedsat nú.

Ham der inde i spejlet vil ingen kvinde jo involvere sig med og hám uden for spejlet ka’ sat’me godt forstå det…

Som skrevet tidligere, er der blevet råbt: Ryst posen… og mit liv rystes lige nu i livets pose, uden at jeg aner hvordan det kommer ud af denne pose. Frygten, tristheden og irrationaliteten trives i dén grad når uvisheden hænger som en tung, sort kåbe over mine skuldrer – en kåbe, der vejer som var den af bly. Vil mit liv blive godt og lykkeligt igen? Vil jeg blive den glade ”dreng” igen, som jeg altid har været eller er dette starten til, at jeg bliver en sur, gammel mand, der er ligeglad med resten af mit liv fordi det ikke indeholder dét, som gør det værd at leve?…

Gnags har beskrevet det ganske godt i én af deres sange, tilbage fra 1978:

Du skriver og spør, hvad der er sket,

Jeg er blevet så underlig tør og konkret.

Hvor er den glade, som sang sine sange til solens pris,

var han uheldig at se eller så han mon heldigvis.

OK, du ska’ få en forklaring

De blå øjne faldt for en bitter erfaring…

En grundlæggende forudsætning for, at være rationel ér, at man får sin nattesøvn – denne forudsætning er ikke eksisterende i mit liv lige pt. Søvn er en by i Rusland, jeg sover ikke om natten meget mere end et par timer eller tre og når jeg kommer hjem fra arbejde bliver det til en times tid på sofaen. Mit søvnunderskud er voldsomt efterhånden og dét påvirker naturligvis hele mit liv – arbejde, som fritid.

Først og fremmest er det min tankestrøm, der forhindrer mig i at sove – selv om jeg er uendelig træt og sidder i sofaen og nikker om aftenen er jeg lysvågen, så snart jeg lægger mig i sengen. Når jeg skal i seng, skal jeg jo lige ha’ skiftet poser og gjort det hele klar til natten – jeg skal skifte de to poser, sætte urinposen på sin ”specielle” måde og ha’ en ny afføringspose på. Jeg skal rense rundt om stomiåbningerne og hver eneste gang står jeg og håber på, at der ikke sker en ”ulykke”. Ofte tisser jeg midt i det hele, ud over alt, og ka’ starte forfra – stadig bliver jeg meget ked af det når dette sker men der er ikke andet at gøre, end at: Go to forfra… Efterhånden er det da sjældent, at der sker noget fra den anden stomiåbning mén enkelte gange kommer der også noget ud der. Når disse uheld sker, er jeg nødt til, at rengøre det meste af mit lille badeværelse – når jeg er færdig med dette kan jeg gå ind i soveværelset og finde min natpose frem. Den tilkobles, via en lang slange, til min urinpose og jeg ka’ lægge mig i sengen. Lysvågen, alene med min tankestrøm, ligge jeg nu dér og stirrer ud i mørket. Tankerne vælter rundt – et kaos, uden sidestykke, som ikke bare lader sig tæmme så jeg ka’ falde i søvn.

Frygten for, at der, igen, skal ske et uheld medens jeg sover er ligeledes en reel trussel mod min nattesøvn – flere gange om natten vågner jeg og skal mærke efter om pose og tilslutning sidder som de skal og ikke er blevet utætte. Jeg vågner måske, badet i pis, fordi der er gået noget galt imens jeg sover – posen ka’ lække fordi den er for fyldt, hvis ikke der er fri passage til natposen på gulvet. Tilslutningen mellem stomipose og slange til natpose ka’ være blevet skubbet af under søvnen og så pisser jeg direkte ud i sengen. I mørket ka’ jeg bare forsøge, at finde søvnen men frygten for hvad der ka’ ske i løbet af natten, samt alt det andet mine tanker kredser om vil ikke lade mig falde i søvn. Oftest stiger jeg ud af sengen igen og sætter mig ind i sofaen, tænder fjernsynet og Pc’en. Dette og meget andet bliver skrevet når alle andre sover – og jeg skulle ha’ sovet – og efter nogle timer forsøger jeg så igen. Jeg falder som regel i søvn anden gang, jeg lægger mig – ofte er klokken 03, 03.30 når jeg lægger mig ind igen og falder i søvn. Typisk vågner jeg så nogle gange inden vækkeuret fortæller mig, at jeg skal stå op. Klokken 07 står jeg som regel op fordi jeg skal bruge en del mere tid nú, end tidligere inden arbejde.

De seneste to uger har jeg skyllet min tarm (afføring) hver morgen – jeg går altså i bad først og derefter bruger jeg ca. en time (alt i alt) på at skylle min tarm. Jeg klargøre en vandpose, som skal fyldes med 35-37 grader varmt vand, ca. 1 liter og hænger den højt op. Jeg skifter urinposen og fjerner afføringsposen – rengøre rundt om stomiåbningen og monterer et skylleærme… Et skylleærme er et lang plastposerør, som ka’ nå ned i toilettet. Herefter tager jeg en konus, som er tilsluttet vandposen via en lang slange med en åbne-/lukkemekanisme. Jeg putter konus ned i skylleærmet og stikker den tynde ende ind i stomiåbningen – så åbner jeg for vandet og det strømmer ind i tarmen. Der skal skylles ca. 750 ml. vand ind i tarmen og derefter kommer vand og afføring ud og gennem skylleærmet, ned i toilettet. Dette tager 35-40 min. og herefter sætter jeg en ny pose på maven og er klar til at gøre mig færdig inden jeg skal afsted.

Søvnunderskuddet mærker jeg selvfølgelig i min dagligdag – det går ud over mit arbejde, jeg præsterer ikke som jeg plejer, er træt og bliver ukoncentreret og min kollega bemærker det hver eneste dag. Når jeg er hjemme orker jeg ikke en skid, og min lejlighed ser sgu også ud derefter. Indkøb bliver tilfældige og meget mangler da også i køkkenskabe og køleskab – mad er ikke noget at skrive om, det bliver hva’ der nu ér og dét er ofte for ensformigt.

Manglende søvn, mange dårlige dage, et kaos af tanker og uvisheden om, hvad min fremtid indeholder eller ikke indeholder af dét jeg ønsker den skal indeholde er ved at tømme mig for kræfter. Jeg er ved at blive sindssyg over dette og værst er uvisheden – uvisheden gør mig uendelig trist og tapper mig for energi i en ufattelig grad.

Enten kan man vælge, at lægge sig, fladt på ryggen med alle fire hjul i vejret – give op og bare la’ stå til. Man kan også vælge, at kæmpe med alt hvad man har – kæmpe for sig selv og for dét man ønsker sig i livet. Jeg ønsker at få et godt og lykkeligt liv ovenpå alt dét lort, som er væltet ned over mig i løbet 2013 og fortsat påvirker mig. Jeg nægter at blive en sur gammel mand, der er ligeglad med resten af mit liv men vil finde lykken og glæden igen – jeg VIL ha’ kærligheden i mit liv. Et liv uden kærlighed og sex er ikke min opfattelse af et godt og lykkeligt liv – et godt og lykkeligt liv indbefatter, for mig, kærligheden mellem to mennesker, som respekterer hinanden og gør deres yderste for, at gøre hinanden lykkelige og glade, samt et dejligt, ømt og blomstrende sexliv (og selvfølgelig en masse andet). Kærligheden ér trods alt i mit liv og dén vil jeg kæmpe for med alt hvad der er tilbage i mig og håbe, at mit sexliv ka’ genfindes.

Et citat siger: Du skal ikke lade din lykke være afhængig af noget du ka’ miste (C.S. Lewis).

Noget forfærdeligt pladder i min verden fordi du kan miste alt i denne verden – dit liv, din kærlighed, din elskede, din potens og alt andet som din lykke, mere eller mindre, er afhængig af!… Jeg er af dén overbevisning, at:

Du skal túrde lade din lykke være afhængig af noget du ka’ miste…

Jeg har det ad helvede til – har haft det sådan siden jeg tog ”hjem” fra Jylland, efter en dejlig jul – og dét ændrer sig ikke foreløbig mén jeg ska’ fan’me nok få styr på mig selv og få rystet hele lortet af mig, så jeg ka’ få et godt og lykkeligt liv igen – hva’ enten det kommer til tage uger, måneder eller år. Det gør ondt helt ind i min sjæl, lige nu og folk ka’ kalde mig tude prins, eller hva’ fa’en de vil, det er jeg skide ligeglad med for de følelser, der fløjter rundt i mig er helt reelle og ikke noget jeg gider lukke inde mere. Når folk spørger hvordan jeg har det får de et ærligt svar, som ikke er pakket ind:

Jeg har det ad helvede til og er hele tiden ked af det, trist og græder tit, mig selv i søvn. Jeg savner nærvær, varme, kys, kærlige ord og ømhed – savner så det gør ondt helt ind i sjælen. Jeg er bange for min fremtid og frygter, at den ikke kommer til at indeholde dét, som jeg elsker og har brug for… men jeg giver ikke op!…

Leave A Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *