Kontrol, følelser og dødedans

Blog på Propatienter.dk

 

e-Boks: Du har fået ny post fra Region Hovedstaden.

Hmmmm. Tankerne er mange, når sådan en besked tikker ind i e-Boksen. Specielt når man engang har haft en kræftdiagnose.

 

Kære Torben Nielsen

Det er planlagt, at du skal til PET/CT-skanning, som en del af din kontrol.

Hvis datoerne ikke passer dig, kan du ringe og lave dem om.

Håber du har det godt.

Med venlig hilsen

Mille

 

Mille – min Mille – indkaldte mig til endnu en kontrolscanning på Bispebjerg Hospital, og hendes smukke smil vendte tilbage på mit indre filmlærred. Jeg kunne næsten dufte hende.

Tjaeee, det er jo snart fem år siden, gamle dreng, og nu skal du sgu på den igen.

Jeg stod et øjeblik og undrede mig over, hvem der havde skruet ned for lyset og gjort verden en smule mørkere.

Ængstelsen krøb langsomt gennem min krop, mens jeg læste brevet en gang til og så en helt anden scene i mit eventyr på det indre lærred. Forstenet og utilpas sad jeg og stirrede på brevet i den boble, der opstod rundt om mig i sekundet efter, jeg havde læst brevet første gang. En boble, som jeg ikke havde lyst til at befinde mig i, men som brutalt slugte mig, min krop og mit sind. Ubehagets boble.

Tankerne drev rundt og flashede den ene gamle scene efter den anden på lærredet uden hensyntagen til følelser, rationalitet eller tid og sted. Filmen kørte, og jeg kunne ikke standse den. 

 

Det er første gang, jeg er blevet så påvirket af en indkaldelse, skat. 

Det er jo helt forståeligt, Torben.

Susannes omsorgsfulde øjne fangede mine i deres bedrøvelse og fastholdt dem.

Ingen kan sige noget til din reaktion, den er så naturlig, som den kan blive, elskede. Hendes hænder nåede mine kinder, lukkede sig om dem og trak mig blidt ind til hendes ansigt.

Jeg står jo også og bliver bange, Torben.

Hun trykkede sine læber blidt ind mod mine, og vi kyssede i lang tid.

 

Det er den ottende indkaldelse til en kontrolscanning, jeg har modtaget efter min kræftbehandling i december 2013. Det er det samme hver eneste gang, men denne gang var det bare på en eller anden måde meget værre.

Hver gang jeg har modtaget sådan en besked, har jeg mærket dødens dans med livet og set for mit indre blik, at dødedansen har mistet sin kraft og er svundet ind til ingenting.

Jeg har hver gang rettet min ryg, stirret ind i hans sorte mørke og grinet ham direkte ind i fjæset uden at føle hans takeaway-angst. Bare ikke denne gang, denne gang var det anderledes. Denne gang grinede han!

 

For helvede noget lort, skat. Jeg er fanget i det her helvede resten af mit liv og vil få de samme tæsk gang på gang, når sådan et brev tikker ind i e-Boksen.

 Jeg lod tårerne flyde og klemte mig ind til Susanne i håbet om, at det hele ville forsvinde af sig selv.

 

Jeg drog til Bispebjerg med en mørk og fortvivlet følelse i kroppen den 28. november 2018. Bare fire dage før, jeg kunne have fejret femårs-dagen som kræftfri.

Jeg ankom til Hospitalet i ganske fornuftig tid og gik ned i atomkælderen, ned i mørket.

Denne kælder er noget af det mest triste, der eksisterer på moder jord. Og den blev ikke mindre trist og tung af min bekymring. Endnu inden, jeg fik sat min fod på det sidste trappetrin, havde kælderens tristhed viklet sig ind i mit sårbare sind.

Tristheden har det som livet selv. Den finder altid en vej. Da jeg satte mig på den triste stol ved det ligeså triste bord overfor de andre – i mine øjne – håbløst triste mennesker i venteafsnittet, havde tristheden helt overtaget mig. Alt var trist. Selv det sygesikringskort, som jeg afleverede til sygeplejersken i lugen. Og selvom sygeplejerskerne ellers altid er et lys i mørket for mig, så forekom hende her mig på usædvanlig vis også uendelig trist, da hun tjekkede min aftale i den, ja, triste kalender og bad mig om at tage plads.

Jeg gjorde, som hun bad om, og jeg gled trist ned i en usund stilling på den spinkle stol.

Stemningen i denne triste kælder tager ganske enkelt favntag på dig, når du træder ned i den. En stemning, som absolut ikke understøtter eller motiverer livsglæden eller bare en lille bitte livsgnist. Selv tanken om en sejltur over floden Styx med den sortklædte starut, der stager roligt og langsomt, forekommer mere opmuntrende. 

Jeg hader denne kælder, jeg hader den følelse, jeg fyldes med, når jeg er her.

Jeg kiggede rundt på de andre triste mennesker, som ventede på det kolde scanningsrums dødedans. Overvejede, om de mon havde det som jeg.

 

3 uger efter min triste scanning ringede overlægen med svar:

Nu skal du høre, Torben. Det ser ikke ud til, at der er tilbagefald af kræften. Der er intet, der peger på eller indikerer, at du har nogen former for tilbagefald. Men der er en lille plet på leveren, som vi lige vil tage op på den næste konference. 

Okay, det lyder jo umiddelbart godt, Morten.

 Følelsen af uro blev klart mindre inde i min krop. 

Ja, det er rigtig godt, Torben. Vi tror ikke, at den lille plet er noget alvorligt. Men da du jo har haft kræft, så vil vi gerne undersøge dig yderligere. Du får besked om det vi bliver enige om, der er den bedste undersøgelse. 

Jamen så kan jeg jo bare vente igen. Jeg grinede høfligt, så han ikke skulle tro, at jeg var en sur gammel mand.

December gik uden at Bispebjerg kaldte og inde i januar startede tankerne igen. 

Det er sgu for mærkeligt, at jeg intet hører.

Uroens ansigt var endnu engang malet ud over mit eget som en maske. Maven talte til den rationelle Torben og sammen fik de mig overbevist om, at bekymring var den eneste rigtige reaktion på den manglende tilbagemelding.

Jeg skjulte min bekymring denne gang, både for Susanne og for pigerne. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, men sådan blev det.

 

E-Boks:Du har fået ny post fra Region Hovedstaden. 

Hille helvede – nu sker det sgu Nielsen. Endelige en dato for mere undersøgelse.

 Jeg blev helt lettet over at få brevet fra Bispebjerg Hospital og åbnede hurtigt min e-Boks.

 

Vi har den 08-01-2019 modtaget henvisning fra Kirurgisk Ambolatorieafsnit K, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital og indkalder dig derfor til følgende undersøgelse(r)

MR Scanning af leveren     Mandag den 21. januar 2019, kl. 12.15

 

NU vidste jeg da hvad, hvornår og hvor.

Endnu en scanning blev lagt på min erfaringsdatabase og endnu et følgende svar. 

Det er Torben.

Jeg svarede mobilen selvom jeg kørte på motorvejen. 

Hej Torben, det er Morten fra Bispebjerg Hospital. 

Hej Morten, hvad siger MR scanningen? 

Den ser fint ud, Torben… En lille pause opstod inden han fortsatte: Der er ingen tegn på tilbagefald så den der lille plet der blev set ved PET scanningen er ingenting. Formodentlig en lille leversyste som er helt ufarlig. 

Morten, du er sgu den smukkeste mand jeg kender. Jeg vender lige kareten og kommer ind til Bispebjerg for at fri til dig. 

Stilhed i telefonen og så et latterbrøl fra min bedste overlæge. 

Det går nok ikke, Torben. Min kone vil ikke synes om det. Vi grinede sammen.

 

Jeg er stadig en mand, som engang havde en kræftdiagnose her fem år efter min radikale operation for analkræft. Tak for det.

 

Kategorier
Arkiver
Foredrag i Bergen – 300 Norske sygeplejersker