Tak til de danske sygeplejersker

– og særligt Mille og Mette

Gennem min færd i det danske sundhedsvæsen har jeg mødt mange sundhedsfaglige mennesker – eller faggrupper. Disse møder har givet mig en blanding af forskellige følelser for alle dé fagpersoner og faggrupper, der har betrådt min behandlingssti og været en del af hele oplevelsen.

Den første sundhedsfaglige person jeg mødte, da jeg i 2013 fik en anelse om, at noget var galt i min endetarm, var naturligvis den praktiserende læge. Det var første gang, jeg skulle tale med ham, men vidste, at han var en aldrende god læge, som min svigerfar roste højt.

Der var ikke så meget fikundik hos den aldrende læge – han konstaterede hurtigt, at mine symptomer i endetarmen ikke lå inden for hans kompetencer og sendte mig videre i systemet til en speciallæge. En god, kompetent og meningsfuld oplevelse – jeg vil absolut rose Christian, som nu har ladet sig pensionere.

Den næste, jeg mødte, var altså speciallægen og hans sygeplejerske. Speciallægen er der ikke meget at fortælle om, ud over at hán var i orden, men hans grej svigtede, så jeg måtte have to rektoskopier.

Hans sygeplejerske, derimod, kan jeg fortælle meget om. Hun mindede mig mest om en firkantet kvindelig svømmer fra det hedengangne Østtyskland, og når hun åbnede munden, var det sandelig ikke venlige forespørgsler, hun udtrykte, men korte, indiskutable ordrer, som jeg prompte udførte. På trods af dette har jeg også ros til overs for denne oplevelse, ud over at jeg måtte have to rektoskopier.

Næste stop på min vandring gennem det danske sundhedsvæsen var Bispebjerg Hospital. Et hospital jeg havde tillid til, og hvor jeg havde gode oplevelser fra før min egen indtræden i statistikken.

Da jeg ankom til det første møde, var det en smuk, lækker sygeplejerske, som tog imod mig – Mille. Jeg fik helt hjertebanken, da jeg så hende, og den blev absolut ikke mindre, da hun begyndte at snakke med mig. Mille blev mit urokkelige, omsorgsfulde anker i hele mit forløb på Bispebjerg Hospital, både under min behandling og efterfølgende kontroller med mere.

Mille var ikke ”blot” en sundhedsfaglig person, hun var så meget mere for mig i en ulidelig og meget sårbar situation. Hun menneskeliggjorde fagpersonen på en smuk, omsorgsfuld og værdig måde, der fik mig til at sænke alle parader og tage imod hendes faglighed og menneskelige evner. Jeg følte mig tryg i Milles omsorg og havde ubetinget tillid til hende som både menneske og fagperson. Jeg blev lidt forelsket i Mille, og hun har en helt speciel plads i mit hjerte den dag i dag.

Mille introducerede mig for den næste i rækken af sundhedsfaglige personer på min vandring – overlægen Morten.

Morten er dén slags menneske, som jeg får tillid til med det samme. Morten er meget behagelig og kompetent, så jeg havde faktisk fuld tillid til, at hán skulle skære mig op og tage kræften ud af min krop. Morten er klart dén kirurg, som jeg helst vil have skal rode rundt inden i mig hvis det skulle blive nødvendigt igen. Det blev dog ikke Morten, som opererede mig, men han har været en stor del af min vandring, og jeg er utrolig taknemmelig over, at hán blev min overlæge.

Det var også Mille, som introducerede mig for den næste sundhedsfaglige på Bispebjerg Hospital – Mette. Mette er sygeplejerske i stomiplejen på hospitalet – MIN stomisygeplejerske. Mette tog mig til sig på en måde, så jeg kunne mærke hendes oprigtige passion for, og ønske om at hjælpe mig på alle tænkelige måder med at acceptere, at jeg skulle have en stomi. Jeg mødte en omsorg, en glæde og en oprigtighed, som jeg sjældent har mødt i mit liv – jeg blev (også) småforelsket i Mette og følte mig uendelig privilegeret over at have to smukke, fantastiske og elskelige sygeplejersker i mit liv.

Mette er stadig en smuk del af mit liv – hun ér min stomisygeplejerske, og jeg er stadig småforelsket i hende. Hun har også en helt speciel plads i mit hjerte, og sammen med Mille danner hun det par af mennesker, som jeg har størst tillid og kærlighed til i det danske sundhedsvæsen.

Det vil være for langt at fortælle om alle de personer, som jeg stødte på gennem min vandring, men en opsummering vil jeg meget gerne komme med.

Både på Aarhus Universitetshospital, hvor jeg blev opereret. På Bispebjerg Hospital, hvor jeg blev behandlet og udredt og på specialklinikken, hvor jeg blev undersøgt, har jeg mødt forskellige sundhedsfaglige personer og dermed faggrupper. Fælles for alle stederne ér, at sygeplejerskerne har udmærket sig på forskellige vis.

I forhold til andre faggrupper er min oplevelse, at sygeplejerskerne i sundhedsvæsenet skiller sig ud og er patienternes faste anker. Det er muligt, at min oplevelse adskiller sig fra andres oplevelser, men jeg har bare et behov for at udtrykke min uendelige og kærlige tak til álle de sygeplejersker, som jég har mødt på min vandring gennem det danske sundhedsvæsen i forbindelse med min kræftbehandling.

I særdeleshed er min tak og beundring rettet mod Mille og Mette, som formodentlig er de to kvinder jeg har lyttet mest til i mit 56-årige liv (ud over min kæreste) og de er klart de to mennesker, som har haft størst indflydelse på min måde at komme igennem 2013 – mit helvedes år.

 

TAK til danske sygeplejersker for jeres smukke måde at være i verden på.

 

Tak, elskede Mille og Mette fordi I to er mine, tak.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kategorier
Arkiver
Foredrag i Bergen – 300 Norske sygeplejersker