Findes der Engle? (Part 1)

Skrevet i 2013 – kort før min operation.

Det er med den dybeste ydmyg- og taknemmelighed, jeg skriver dette – min taknemmelighed er, specifikt, rettet mod 4 mennesker, der med uselviske handlinger og ord har bidraget til, at verden er blevet et bedre sted i dag, end den var i går.

Det siges at engle ikke eksisterer – at disse kun udspringer af menneskets frie fantasi og behov for, at tro på noget som er større end mennesket selv. At engle, udelukkende ”eksisterer” fordi mennesket higer efter, at finde svar på dét, som ingen kan forklare, eller svare på. Engle findes kun i troen, findes kun i hovedet på os og ikke i den virkelige verden.

Intet kunne være mere forkert, end dén antagelse, at engle ikke findes – engle findes, i aller højeste grad, i den virkelige verden og de udretter mirakler når de, helt uventet, træder ind i vore liv.

Jeg har mødt 4 engle, som alle er levende og findes i den virkelige verden – 4 engle, som med deres handlinger og ord har udrettet mirakler for mig. Engle, som har udvist en ubeskrivelig næstekærlighed og omtanke for et andet medmenneske og fortjener derfor den største beundring og anerkendelse. Disse 4 engle, har udført et mirakel for min skyld – udelukkende for min skyld – og dette er jeg dybt, og evig, taknemmelig over.

Når man rammes af en livstruende sygdom – i mit tilfælde: Endetarmskræft – sættes tingene i et andet perspektiv, end før sygdommen rammer. Man ser sit liv i et andet lys og de fleste mennesker, der rammes af sådan en sygdom, reflekterer naturligvis over deres liv. Mange frygter herefter – eller er ængstelige over – fremtiden og søger svar på deres situation. Svarerne leveres af læger, sygeplejersker, sundhedspersonale mfl. som på, hver deres måde og sikkert efter bedste evne, forsøger at bidrage til patientens forståelse, eller accept, af dennes situation. Dette lykkes som oftest ikke, for enhver der rammes af en livstruende sygdom tænker: Hvorfor mig?…dette spørgsmål kán ikke besvares, eller gøres forståeligt for den enkelte.

Jeg fik, i maj måned 2013, konstateret kræft i endetarmen – desværre for mig, sidder kræftknuden lige på lukkemusklen og jeg får med det samme besked på, at den eneste måde jeg kan kurreres på, er ved en operation, hvor man fjerner min lukkemuskel, lukker ”hullet” og fører tarmen ud i en stomi. Dette er ret voldsomt, at skulle forholde sig til, 20 sekunder efter man har fået at vide man lider af en livstruende sygdom. Der genereres nogle ressourcer, som man ikke lige vidste at man havde og disse hjælper én igennem sådan en samtale og tiden derefter – ressourcer, som alle har i sig men heldigvis, sjældent har brug for. Lægerne besluttede, at kræftsvulsten skulle skrumpes og gøres mindre, inden en operation og derfor blev der bestilt strålebehandling og kemopiller på Rigshospitalet. 25 strålebehandlinger plus et antal kemopiller pr. døgn – 5 dage om ugen, weekenden fri for stråler og kemopiller og forfra. Behandlingen blev sat i gang, i slutningen af juni måned 2013 og sluttede den 31. juli 2013. Herefter skulle der gå 4 uger, inden jeg skulle scannes for at se resultatet af behandlingen. 4 uger efter blev jeg scannet og denne viste, at det ønskede resultat var opnået yderst tilfredsstillende og min læge fortalte, at udsigten til den frygtede operation var voldsomt nedsat og det kunne se ud til, at jeg hørte blandt de 5-6% der helbredes med stråler og kemo alene mén der var stadig noget snask tilbage. Lægerne besluttede, at jeg skulle gå i 5 uger mere, fordi eftervirkningerne af stråler og, især, kemopillerne kunne have en yderligere effekt.

Ny scanning i september, som viste et endnu bedre resultat men også at der stadig var noget snask tilbage, som lægerne i Kbh. ikke, helt, kunne gennemskue. De besluttede, at jeg skulle henvises til Århus Universitetshospital, som skulle komme med déres vurdering af min situation. Den 6. november blev jeg indlagt på Århus for at gennemgå en ny scanning, samt en rektal undersøgelse i fuld narkose – al dette skulle foregå over tre dage og slutte med en samtale, med overlægen. Scanning og undersøgelse viste, at min kræft sidder så tosset, at der er stor risiko for, den breder sig til blærehalskirtlen og blæren, derfor besluttede Århus sig for, at tilbyde mig en operation, som i bogstaveligeste fald, rydder hele min undervogn – nu fik jeg besked på, at de ville føre både min vandladning og afføring ud i hver deres stomi, én på hver side af min mave…sikke en besked, endnu mere voldsomt at forholde sig til, end tidligere… Jeg spurgte til om dét var eneste måde, nævnte nogle måder jeg havde læst om og fik svaret: Eneste måde!

Oven på denne, kedelige, melding – efter ca. 20 minutter – fik jeg så lige en ny besked om, hvad sådan en operation også medfører – Du bliver i øvrigt total impotent, resten af dit liv… Jeg sad som forstenet og kiggede på lægen – to gange stomi óg impotens… lidt af en melding, som man skal sluge og samtidig være rolig, afbalanceret og lytte til lægens ufattelige strøm af ord, der bare høvler ud i lokalet og forklarer alverdens teknikaliteter ved sådan en operation. Pludselig hører jeg lægen sige, at jeg jo lige så godt kan få en dato for operationen, så vi ka’ få det overstået – du kan jo altid rykke den eller afslå den men så ér den lagt ind i systemet. Jeg kigger på ham og hører mig selv sige: Dét ka’ du glemme – jeg ska’ ikke lemlæstes… Lægen ser på mig som om jeg er faldet ned fra himlen og siger: Jamen så dør du, hvis vi ikke gør noget… Jeg spørger igen til alternativer, så jeg dog bare ka’ ”nøjes” med én stomi og beholde min potens men han fastholder, at der ikke er andre muligheder og tilføjer: Dét er dén behandling du kan få i Danmark. Efter lidt mere snak, rejser han sig mens han beder sin sygeplejerske afslutte med mig… nu sidder jeg så dér, over for en sød sygeplejerske som fortæller mig at jeg kan vælge mellem 2 datoer – enten 3 dage efter denne samtale eller den 2. december 2013. Jeg sidder lidt og kigger på hende og siger så ja til 2. december.

Da jeg kommer ud fra hospitalet er det ligesom om, gaden (husene) lukker sig om mig – jeg har sådan en følelse af, at husene i gaden krummer sig, lukkende, ind over mig og jeg li’som kigger ud af et rør af huse. Jeg står lidt og endelig begynder min hjerne, at fungere og jeg tænker: Dét ka’ han glemme, ka’ han…

Jeg er jo nok i en form for chok, men alting fungerer (endnu) ganske normalt og min hjerne arbejder på højtryk – den bearbejder beskeden fra lægen, forsøger at overbevise mig om, at løbet ikke er kørt endnu for som de siger i USA: It ain’t over till the fat lady sings… og jeg har, på dette, fremskredne, tidspunkt ikke tænkt mig, at rulle om på ryggen med alle fire hjul i vejret og slippe en Århusiansk overlæge løs på min aldrende krop med sine skæreredskaber…NO WAY!…

Kategorier
Arkiver
Foredrag i Bergen – 300 Norske sygeplejersker