Hvem er jeg…


Jeg er en helt almindelig Mand, der gennem snart 54 år har betragtet livet, levet livet og nydt livet – en almindelig Mand som kommer fra en almindelig baggrund med en far, en mor og en storebror.

Mit helt almindelige liv startede på Møn i 1963, april måned, i en helt almindelig arbejderfamilie (som det hed dengang), hvor hvert eneste kryds på valgdagen blev sat ud for Socialdemokratiet. Helt almindeligt på den tid, at en arbejderfamilie støttede dét parti, som gik i spidsen for, at indføre et velfærdssamfund hvor alle er lige og har lige ret til bl.a. uddannelse og sygehus. Således er jeg opvokset i dén tid, hvor feminismen for alvor tog fat om nosserne på Mændene og begyndte at klemme til.

Jeg er opvokset i en tid, hvor en far ikke var…skal vi sige…sådan rigtig til stede i børnenes liv – ingen “regl” uden undtagelse – men sørgede for, at familien ikke døde af sult og ikke var uden tag over hovedet.

Min barndom har været god – jeg har altid følt mig elsket af mine forældre og specielt min mor har indpodet mig dén selvtillid, jeg har tilgået livet med. Min far er et meget kærligt menneske og jeg har altid set op til ham som menneske og Mand – på trods af, at min mor har styret familien og dermed også far med ”hård hånd” og jeg i mange situationer har set min far blive ”sat på plads” af en meget stærk Kvinde – har jeg áltid opfattet ham som den mest Maskuline Mand i mit liv. Jeg har spejlet mig i hans Maskulinitet og så længe jeg kan huske har jeg tænkt, at jeg ville være som ham bare ikke så ”grå”.

Mit liv har været omskifteligt, hen ad vejen – som alle andre af min generation fik jeg en uddannelse, ville lidt mere og læste en mellemuddannelse efter endt læretid. Derefter gik det som for, stort set, alle andre – Først en lejlighed, hvor vi flyttede sammen. Dernæst en andelslejlighed og pludselig fik hun mave på og vi købte hus på landet. Børnene kom til verden med 3 års mellemrum og livet blev meget forudsigeligt. Jeg ønskede at være selvstændig, etablerede et lille handelsselskab og købte så en mindre fabrik, som jeg kunne udvikle. Tiden gik med arbejde og mine børn så mig sjældent – jeg gik på røven med fabrikken og i samme åndedrag forsvandt mit ægteskab da min eks. kone ville skilles. Krisen i mit liv kom som en tornado og ryddede alt på sin vej – jeg var knust og konkurs.

Vi fandt dog, trods alt, melodien og jeg fik et vink med en vognstang af en god kammerat – rejs dig eller gå ned… Jeg valgte det første efter en tid og besluttede mig for, at finde ud af mig selv. Min rejse startede i en Swingerklub og fortsatte i det seksuelle univers de næste ca. 15 år – en selvudvikling, der rykkede voldsomt ved min opfattelse af mig selv.

Krisen rammer igen – ikke den økonomiske men en personlig og ikke en lille fnatkrise som dén jeg tidligere havde været ude i…en eksistentiel krise i ordets bogstaveligste forstand. Kræften ramte mit røvhul i foråret 2013 – en voldsom meddelelse af få – Du ka’ DØ af det her, Torben…men ikke så voldsom (véd det lyder underligt) som de efterfølgende meldinger:

  • Vi skal fjerne din lukkemuskel og dermed vil du få en permanent stomi på den ene side af maven…
  • Vi bliver, desværre, også nødt til at fjerne din blære så du får en stomi mere på den anden side af maven…
  • Åhhh, ja – når vi fjerner blæren bliver du IMPOTENT resten af dit liv…

Det svimlede for mine øjne – ude på gaden var det som om husene bøjede sig ind over mig og lavede en tunnel af huse og asfalt…min Manddom ville blive taget fra mig og jeg kunne bare synke ind til en lille, bitter og sur gammel mand…en trist skæbne for en meget seksuel Mand…

Mennesker udvikler sig kun ved at turde – jeg turde komme ud over impotens og stomiposer, stod frem for verden i al min pragt og gik i gang med at Date Kvindekønnet igen. Pludselig stod hun foran mig på trappen og kyssede poserne af mig…mit livs kærlighed…

Nu er det tre år siden jeg blev opereret og jeg har levet med to poser på maven og impotens disse tre år. Alle de Mænd jeg har talt med siden operationen har vist deres frygt og dogmer i deres ansigt, når jeg har fortalt om at være impotent som 50 årig – frygten for at det skal overgå dem har lyst ud af øjnene og dogmet om, at Manddom = med en stiv pik har stået malet i deres ansigt…et ansigt jeg kunne genkende, da det mindede voldsomt om mit eget, da beskeden om uoprettelig impotens pandede mig én lige på skallen…

Hverken jég eller andre i min situation kunne/kan forudse, at impotens ikke er lig med cølibat – ingen kunne forklare mig, at en impotent Mand sagtens kan have et velfungerende sexliv med og uden penetration. Ingen fortalte mig, at Manddom ikke er lig med en stiv pik men noget helt andet…

Jeg har áldrig følt mig mere Maskulin eller Mandig end nú – jeg tænker ofte over, at jeg skulle gøres impotent og få to poser klistret på maven, INDEN jeg kunne opleve hvad vidunderlig, fantastisk og smuk sex ér – dette kommer fra en Mand, der har brugt 12-15 år af hans liv på en rejse gennem sin seksualitet og frekventeret alverdens Swinger- & sexklubber, samt datet (med dertil hørende sex) et utal af Kvinder.

Denne følelse er naturligvis tilskrevet mit livs kærlighed, som har vist mig at Maskulinitet og Manddom ikke sidder i min stive pik men befinder sig i mit indre.

Jeg er altså, som I kan læse, en helt almindelig Mand med et helt almindeligt liv – en Mand, som har fundet ud af, at der skal være en sammenhæng mellem hans historie, hans ”kald” og det han ønsker at efterlade. En meget klog Mand har sagt følgende:

hvis du kan få din historie, dét du ønsker at bidrage med og dét du ønsker at efterlade til at stå på linje har du fundet en vidunderlig ro i dit liv…

Min historie har vist mig, at mit ”kald” (det jeg ønsker at bidrage med) er at lade andre Mænd spejle sig i min Maskulinitet og Manddom, at formidle det Maskuline til Mænd, der ikke selv ka’ finde det frem af forskellige årsager, således at jeg efterlader mig en verden hvor Mænd er bedre fædre og samfundet får en anden opfattelse og definition af Manddom.

 

Torben Nielsen