Kronik

Jeg bliver voldsomt indigneret over, at jeg som kræftramt ustandseligt skal høre på at jeg ikke ved en skid om min egen krop men at læger, Phd’er, politikere, debattørre eller selverklærede videnskabsfolk er langt bedre kvalificerede og vidende om hvád der er godt for mig – ud fra et dogme om, at der er videnskabelig evidens for at déres teorier er de eneste rigtige.

Det minder mig gevaldigt om et andet dogme, som gennem århundreder (endda årtusinder) har pisket, brændt, tortureret og nedslagtet hele befolkninger fordi dét kendte den eneste sandhed og med djævelens vold og magt skulle omvende alt og alle til at tro på dénne sandhed.

Jeg får ganske enkelt knopper over hele kroppen når jeg på twitter skal se direktøren fra lægemiddelstyrelsen, arrogant afvise Homøopati på denne måde: Homøopati hører ikke hjemme i 2018. Det er altså direktøren for én af landets øverste og mest magtfulde sundhedsmyndigheder, der med sådan en udtalelse nedgør de mennesker som rent faktisk oplever en positiv forskel med Homøopati eller andet alternativt i deres kræftforløb, uanset videnskabelig evidens eller ej.

Når en magtfuld og debativrig person fra embedsværket ytrer sig skabes der et medløberkorps og jeg skal da lige love for, at dét er tilfældet. Utallige udtalelser fra dette korps, der bekræfter hinanden i at déres sandhed er den rigtige og kræftpatienter naturligvis skal høre efter hvad denne sandhed prædiker. I deres klub LVS, for videnskabelig evidens, sidder de så og latterliggør titusinder af menneskers interesse og tro på alternativer mens de klapper hinanden på skulderen og skyller den seneste evidensprofeti ned med et glas udsøgt rødvin.

Den nævnte rødvin skænkes sandelig også for direktøren og andre medarbejdere fra Kræftens bekæmpelse, som ivrigt hyler med i flokken af evidensreligiøse. Sideløbende skal jeg så høre på at KB er til for os kræftramte og på alle måder støtter og hjælper os. Hvis dette skulle være tilfældet fatter jeg ganske enkelt ikke, at denne påståede patientforening udelukkende pumper hundredvis af indsamlede millioner i medicinalindustriens forskning og stort set intet, i en alternativ forskning.

Nyvalgt til Region Hovedstaden for de Radikale, Stinus Lindgreens arrogance er på det nærmeste overvældende: Af alle fjollede såkaldt alternative behandlingsformer er homøopati den mest fjollede.

Det er dén holdning vi kræftramte fremover vil blive mødt med af en evidensfikseret ”politiker” som nú, desværre skal være med til at forvalte et hospitalsvæsen i Region Hovedstaden – en holdning som han meget gerne vil tage med sig ind i Folketinget, hvis han skulle blive valgt dertil.

Min opfordring til alle kræftramte i Danmark er: Stem på et andet menneske med en mere fornuftig og imødekommende holdning.

Det er ganske enkelt ulideligt med alle disse selvudnævnte sundhedspolitiske evidensprofeter, der kún kan nedgøre og latterliggøre ud fra det forslidte og evindelige argument om videnskabelig evidens. Det er komplet ligegyldigt for et menneske med en livstruende sygdom, hvis man rent faktisk får det bedre af, at en Woodoo doktor fra Jamaica flår hovedet af en høne og tværer blodet ud på brystet af én. Ligegyldigt om det hedder Homøopati, Woodoo, Akupunktur, Budwig kur, kemo eller cornflakes hvis det ”virker” for den enkelte. Dét skal ingen læger, politikere, Phd’er eller evidensryttere latterliggøre og betvivle.

Men lad os dog endelig så dvæle ved denne evidensreligion som de ovennævnte videnskabsypperstepræster tordner ”for kræftpatienternes skyld” fra deres taburetter i Regionspolitik, hjørnekontoret i lægemiddelstyrelsen, hospitalsgangene eller lægepraksis og lytte et øjeblik:

Når vi gennem årtier nu kan fastslå, at den absolut mest udbredte behandlingsform indenfor ”moderne”, videnskabelig evidensbaseret kræftbehandling stort set ikke har en bedre effekt end den ovenfor nævnte cornflakes, så ville det klæde alle de evidensliderlige lægemiddeldirektører, Phd’er, cand.scient’er, regionspolitikere, Ma’er og aka læger med videre, at revidre deres arrogante og ulidelige indstilling til kræftramte og deres sygdomsbehandling. Eneste forskel på cornflakes og kemo ér at der er videnskabelig evidens for en helvedes masse bivirkninger fra kemo som kræftpatienter så efterfølgende skal slås med, óveni.

Hvis vi så blander os i sådanne debatter med disse selvudnævnte sundhedspolitiske profeter er ét af de mest anvendte argumenter præcis dette som MD, PhD aka læge, PhD. Snart speciallæge i psykiatri, Simon Hjerrild skrev til mig: Man kan jo altid sige nej tak til behandling.

Já, det kan vi og hvad så? Ja, så er du jo on your own, kære dumme kræftpatient, hvis du fravælger vóres videnskabeligt evidensbaserede behandling!

Og dét er lige præcis dét vi er, on our own, i dette lille mærkværdige land, som kún tilbyder déres videnskabeligt evidensbaserede kræftbehandling, der øjensynligt ikke virker. Vi bliver mødt med den nævnte arrogance og ligegyldighed når vi, pænt og ordentligt, tillader os at stille spørgsmåltegn ved denne plejerbehandling og spørge om der dog ikke findes alternativer som er mindre lemlæstendede, invaliderende og som har større sandsynlighed for helbredelse eller bare overlevelse, også andre behandlinger som er evidensbaserede.

Formaster vi os til at blive behandlet ude på den anden side af andedammens kanter, så bliver mange læger og andet sundhedsfagligt personale så prinsessefornærmede, at de end ikke vil lave opfølgende scanninger med mere på disse ”landsforrædere”.

Modtager vi blot dé råd vi søger ude i en anden virkelighed så kan vi, som jeg, få følgende besked: Jeg er ked af at skulle sige det, Torben men de danske læger har spildt al for meget af den tid, en kræftpatient ikke har til rådighed. Var du kommet til mig fra dag ét, så havde jeg sandsynligvis kunnet behandle dig så du kún skulle have én stomi og beholde din potens. Det er for sent at gøre andet end dét de danske læger siger – du skal tage operationen med de voldsomme konsekvenser, ellers dør du af det her. Dr. Stebbing London.

Nu lever jeg så med to stomier, impotens, kemohjerne og jævnligt tilbagekommende tarmslyng og hudirritationer grundet stråler, som jo alt sammen gudskelov er baseret på: Videnskabelig evidens.

Disse selvhellige evidensprædikanter anerkender end ikke de hundredtusinder af mennesker som gennem diæter, naturlige midler og livsforandrende omstilling sélv har kurreret deres kræft og lever meget længere end evidensonanisternes 5 års mål. I evidensens hellige navn er alle de tusinder sikkert fejldiagnostiseret fra start.

Jeg får ganske enkelt ondt i maven når jeg ser hvordan disse ”belæste” og ”kultiverede” mennesker med deres stødende og arrogante udtalelser nedgør kræftramte, der klamrer sig til det sidste strå og panisk forsøger at finde en måde hvorpå de kan holde kræften stangen og fastholde livet lidt endnu når selvsamme videnskabelige evidens har opgivet dem og ladt dem i stikken, sammen med prædikanterne.

 Jeg vil med dette opfordre alle de universiteter, som uddanner disse evidensfetichister om at tilføre diverse uddannelser et ekstra studiesemester. Det kan eventuelt være som sommerskole men helst i den ordinære semesterplan. Dette foreslåede semester skal foregå hos Ole Vadum Dahl og formålet med dette semester er at lære de studerende evidensteenagere at begå sig blandt helt almindelige mennesker fra alle lag i samfundet, som tilfældigvis er blevet syge.

Det handler nemlig ikke om videnskabelig evidens når vi står på kanten og stirrer fast ind i de sorte øjne på manden med leen. Det handler ikke om hvad en arrogant læge, lægemiddeldirektør, Phd’er, cand.scient eller andre evidensonanister på ”videnskabelig” baggrund mener og prædiker!

Det handler om ulidelig angst, bævende håb, usagt og sagt kærlighed, elskende, moder- eller faderkærlighed. Det handler om relationer, om døden og viljen til, samt ønsket om livet – det handler om mennesker ikke om ”videnskab”.

Det handler ikke om kvaksalveri eller såkaldt lægevidenskab, der handler om at handle og ikke føle sig opgivet når den videnskabelige evidens svigter og ikke slår til eller den vælges fra. Det handler om, at blive taget hånd om og støttet så den ulidelige angst ikke får overtaget og gør mennesker apatiske og handlingslammende – vi hár jo også været med til at betale gildet.

Hvorvidt evidensbumserne mener at Homøopati er latterligt eller ej er stinkende ligegyldigt, hvis vi som kræftramte føler en effekt på det ene eller andet. Det handler om, at skabe den bedst mulige situation for den kræftramte uanset valget af behandling og tage udgangspunkt i dennes situation. Det handler om dialog uden forudindtagede og arrogante holdninger der gennemsyrer dialogen med et menneske som står på sit aller yderste med en kræftdiagnose.

Det handler om at respektere det frie valg som desværre ikke er tilgængeligt i det danske evidenspatriarkat selv om det áltid er takke-nej-til-behandling argumentet der fremtures med. Der er intet frit valg på trods af at mange lande omkring os er foran med deres kræftbehandling og tilbyder videnskabeligt evidensbaserede behandlinger som er mindre lemlæstende, mindre invaliderende med større chancer for overlevelse og færre bivirkninger – desværre får vi ikke disse tilbud fordi en evidensleflende mafia har større gennemslagskraft hos landets politikere end den almindelige og openmindede befolkning.

Til dato har jeg kún hørt én Onkolog sige noget fornuftigt i hele den verserende debat om komplementære og alternative behandlinger samt videnskabelig evidens. Formand for Dansk Selskab for Klinisk Onkologi, Lars Henrik Jensen sagde på en Temadag for komplementær og alternativ behandling til kræftpatienter på SDU:

De reelle ”arbejdsgivere” (patienterne) ønsker og efterspørger dette så derfor skal vi (sundhedsfaglige) naturligvis imødekomme det.

På Sygehus Lillbælt inviterers kræftpatienter til en åben, respektfuld og ordentlig dialog i forhold tl deres behandling. Langt de fleste andre steder i Danmark mødes vi af arrogance, intollerance og evidensreligion – det ér muligt at have en ordentlig dialog úden at det skal handle om videnskabelig evidens!

Rundt om i verden lever der hundredtusinder, måske millioner af mennesker som er helbredt for kræft og lever et godt og langt liv uden stomiposer, impotens, lymfødem, kemohjerne, amputationer, hårtab og ufatteligt mange andre senfølger og bivirkninger. Mennesker som har trodset den videnskabelige evidens og lyttet til deres egen krop samt den himmelråbende modsætning i at forgifte kroppen med kemo og stråler når den har brug for at blive styrket og ”opfordret” til at kurere sig selv. Selv disse levende vidnesbyrd kan ikke hamle op med den evidensreligiøse elite på hospitalerne, på dirktørgangene, i Regionssalen, i lægepraksisen, i forskningen eller i folketinget og i medicinalindustrien.

Jeg kaster op over dette og må bare konstatere, at flere og flere danske kræftramte siger nej tak til den videnskabeligt evidensbaserede plejerbehandling og går nye, andre og for dém bedre veje. En trend som forhåbentlig fortsætter ligesom dén folketrend der stiller flere og flere spørgsmålstegn ved det samlede sundhedsvæsen, sundhedspolitik og lovgivning.