Life always finds a way…

Jeg er så taknemmelig for at kunne hjælpe

Denne beslutning havde tre konsekvenser, som jeg frygtede ville ødelægge mit liv fuldstændigt og forandre det i en uhyggelig grad. De to poser var de to første konsekvenser, og uoprettelig impotens er den sidste konsekvens.

Siden har jeg levet med disse to poser på min mave samt impotens og kan i dag, ca. fem år efter, konstatere, at mit liv ikke er blevet forringet på nogen måde. Jeg lever stort set et liv, som jeg gjorde før min operation.

Jeg besluttede meget hurtigt, at jeg ikke ville lægge mig ned på ryggen med alle fire hjul i vejret for at give op, men vælge et aktivt liv med alt, hvad det indebærer. Jeg besluttede også samtidig, at jeg ikke ville gå stille med dørene, men stå frem for verden og fortælle om et liv, som indeholder dé tre konsekvenser. Jeg begyndte hurtigt at blogge og skrive om mit liv – om alle de nye og uvirkelige situationer, som disse tre konsekvenser skabte for mig på godt og ondt.

Jeg skabte forskellige blogs og websider, hvor jeg boltrede mig i de 28 fantastiske, små og vidunderlige bogstaver, som det danske sprog indeholder. Jeg skrev op ad døre og ned ad stolper om mit liv, fordi jeg havde en idé om, at andre, som skal igennem samme operation, kunne læse om , hvordan det er at leve med disse konsekvenser. Noget jeg selv ledte efter, da jeg fik beskeden om poser og impotens, men ikke kunne finde.

For et par år siden fandt jeg det helt rigtige format i manoemano.dk og har holdt fast i det lige siden. Det er jeg meget glad for og faktisk også stolt over, fordi mine ord bliver fundet af mange, som lige præcis står i dén situation, jeg stod i for mere end fem år siden.

Jeg får en hel del mails fra mennesker, som på forunderlig vis finder frem til manoemano.dk og læser mine ord. Også fra mennesker, som finder frem til propatienter.dk og læser dé ord, jeg skriver her. Det er jeg uendelig taknemmelig over, og jeg forsøger efter bedste evne at svare alle på alle de spørgsmål, jeg bliver stillet.

Der bliver spurgt om mangt og meget, både i relation til livet med poser, til livet med impotens óg til livet med begge. Det er spørgsmål, der ofte drejer sig om det seksuelle aspekt i forhold til det impotente, men også i forhold til poserne. Det er spørgsmål, som handler om de forskellige nye måder at gøre nogle ting på og spørgsmål om, hvorvidt stomiposerne nu også sidder ordentligt fast på kroppen. Det gør de, og de har det også fint, hvis man bader i havet, under bruseren eller i svømmehallen.

Jeg bliver helt utrolig taknemmelig, når de mennesker, jeg tilbyder min hjælp tager imod den og efterfølgende udtrykker deres taknemmelighed over mine ord og måder at beskrive det hele på. Jeg kan slet ikke lade være med at blive stolt over, at helt ukendte mennesker finder både trøst, oplysning og omsorg i vores korrespondance.

Der har også været nogle triste skæbner ind i mellem, og de rammer altid mit hjerte i en voldsom grad. En person har taget livet af sig selv, fordi han ikke kunne udholde livet med pose og impotens. Andre er blevet forladt af deres mangeårige partner, fordi dé ikke kunne bære at håndtere konskvenserne af en skrækkelig sygdom og stomi og/eller impotens.

Flest er dog kommet igennem frygten, panikken, vreden, depressionen og ikke mindst skammen og fået et liv som under omstændighederne er godt. Alle har de fundet mine ord og været i kontakt med mig, hvilket jeg er dybt beæret over.

Den seneste mand, som henvendte sig til mig gennem manoemano.dk blev opereret den anden dag, 30. april, og jeg ved i skrivende stund ikke, hvordan det er gået for ham. En mand på 44 år med familie og et liv, som dagen efter er blevet forandret, fordi en kræftknude havde udviklet sig. Han er vågnet med en pose på maven og skal nú til at vænne sig til livet med stomi.

Heldigvis har jeg kunnet fortælle ham, at den ”skide” pose ikke forandrer ret meget i hans liv, og heldigvis er han dén slags menneske, som ikke lægger sig på ryggen med alle fire hjul i vejret for at give op – han skrev til mig, og jeg svarede ham.

Først og fremmest et stort cadeau for din hjemmeside! Den har formået at indgyde mig en form for håb.

Sådan indledte han sit brev, og det gjorde mig meget stolt, men også meget ydmyg. Det er jo ”bare” ord, som kommer ud af min hjerne, ned i fingrerne til tasterne og så ud på nettet. Tænk, at dé kan give håb…

I lighed med mange andre, der har fundet frem til mig, kom der en haglbyge af spørgsmål i den næste kommunikation som f.eks.:

Kan du alt med din stomi? Er enhver form for fysisk aktivitet mulig? Havearbejde? Rengøring? Svømmehal? Strandture? Motion? Er der hindringer af nogen art, sådan som jeg umiddelbart forestiller mig? Har læst flere steder, at stomister kan alt, men har svært ved at forestille mig, at det kan være sandt. Hvordan med sex? Hvad stiller man op med stomiposen under sex? Hænger den bare og dingler eller…

Eksakt de samme spørgsmål, som jeg selv havde i tonsvis af, da jég fik beskeden om stomi, og som alle har, når de rammes af stomi eller impotens.

Svarene er ikke altid de samme, men de fortæller altid spørgeren, at han slet ikke skal frygte livet med stomi og/eller impotens fordi: Life always finds a way…

Jeg ser meget fem til at høre om, hvordan det er gået min nyeste ven og til at følge ham fremover i sit ”nye” liv. Hans livsindstilling fejler i al fald ikke noget, og han minder mig en hel del om mig selv, så jeg tror ikke, at der bliver problemer med at vænne sig til den dinglende pose – han ved jo også, hvor han kan få støtte til at komme videre.

Jeg tillader mig at offentliggøre lidt flere af hans ord til mig og føler mig helt utrolig stolt og beæret over dem.

Endnu engang tak, fordi du tager dig tiden til at hjælpe os, som er helt nye mht. stomi. Jeg er ikke sikker på, at du helt begriber, hvor stor en forskel du gør. Det må du ikke undervurdere. Man står foran hele dette fremmede og ukendte, alle disse ændringer og nye problemstillinger, og man er spejlblank! Stomi og amputation af ringmuskel er ikke noget almen mand kender det mindste til!

Tusind forskellige slags TAK for sådanne ord, min ven – jeg vil gøre mig umage med fortsat, at gøre en forskel.