Hvorfor kan terminale patienter ikke få lov til at afprøve den behandling, de vil?

Det berører mig helt vildt, når jeg får en henvendelse fra eller taler med en kræftramt, som har fået det officielle Danmarks dødsdom og er blevet erklæret terminal. Det berører mig dybt inde i mit hjerte og sjæl.

Jeg har så uendelig svært ved at forstå, hvordan Danmark kan affinde sig med at give op og lade et menneske i stikken – overlade mennesket og en eventuel familie til frygt, sorg og død.

Jeg husker tydeligt her seks år efter, hvilke følelser som gennemsyrede kroppen, hjernen og sindet, da jeg fik diagnosticeret analkræft og kan kun forestille mig, hvilke følelser der overvælder et menneske, som får en terminal diagnose og dermed sin dødsdom.

Jeg ved godt, det er følelser, vi taler om i alle de tilfælde, hvor jeg bliver dybt berørt over tragedien, smerten og håbløsheden, men jeg kan stadig ikke forstå, hvordan vi som samfund undlader at indrette os på en sådan måde, at de mennesker, som alligevel har fået en dødsdom af det officielle Danmark, ikke kan få al den hjælp og behandling, de ønsker og har brug for, uanset om den kan ”bevises” i et klinisk studie eller lignende.

Mennesket er formodentlig ved at dø af sin sygdom og får det næppe værre af at få den ønskede behandling. Tværtimod vil det enkelte menneske føle, at det gør noget og ikke bare lader stå til – og dermed vil det få det en smule bedre.

Hvor er nysgerrigheden?

Jeg hæfter mig ved, at det officielle Danmark, repræsenteret ved praktiserende læger, onkologer med videre, tilsyneladende ikke ønsker at være nysgerrig i forhold til alle de behandlingsmuligheder, der findes i en verden, som vi på alle andre områder sammenligner os med. Jeg forstår ikke, at en læge generelt afviser enhver form for komplementær behandling, uden at være bare den mindste smule nysgerrig på, om der kunne være noget om det, den kræftramte fortæller om behandlingen.

Hvordan kan en branche udvikle sig i den tid, den eksisterer i, uden at være nysgerrig?

Når jeg taler med – eller læser om – kræftramte med en terminal diagnose, der end ikke kan få sin læge til at kigge på de dokumenter, som vedkommende har gjort sig stor umage med at finde og udskrive, kan jeg blive så edderspændt rasende og derefter utrolig ked af det på den kræftramtes vegne.

Når jeg kigger ind i en terminal kræftramts øjne og ser den utalte frustration, håbløshed og opgivenhed i forhold til at ”få lov” til at gøre noget selv og ikke bare sidde på sin flade og vente på færgemanden, så fyldes jeg af en voldsom afmagt, der gennemsyrer hele min krop som en tsunami, der ødelæggende vælter ind over mit sind. Jeg fyldes med lysten til at sparke dén læge i røven og fortælle vedkommende, at vi lever i 2020 og ikke i en svunden Morten Korch-tid, hvor lægens ord ikke var til diskussion, men ubetinget diktatorisk.

Det er helt uforståeligt for mig, at danske læger til stadighed fastholder at forblive i denne svundne tid, som Morten Korch beskriver og ikke tager ansvar for, at de befinder sig i en tid med digital information på tværs af grænser og ideologier – at de virker i en tid, hvor mennesker generelt er veluddannede og har lært at stille kritiske spørgsmål til både autoriteter og livet selv.

Vi søger alle viden.

Vi lever i en tid, hvor alskens information kan findes med nogle få tast eller klik, og hvor mennesker ikke lader sig nøje med én udlægning af information, men søger dén helhed, som vi alle higer efter i den evige søgen, både menneskeligt og individuelt.

Sundhed er ikke længere forbeholdt en lille elite med en uddannelse, der har et løfte om ikke at gøre skade. Sundhed er alle mands eje, og internettet har sørget for, at helt almindelige mennesker kan finde informationer om sundhed – både dårlige og gode informationer. Informationer som den enkelte selv kan tolke og forholde sig til i den kontekst, at vedkommende er syg. Informationer som kan være likvide og evidensbaserede.

På trods af både oplysningstiden og digitaliseringen får jeg – og med mig tusindvis af kræftramte – en følelse af, at den danske lægestand har besluttet sig for at ville modarbejde den tid, de lever og virker i – i al fald i forhold til langt det meste, som kan kaldes komplementært. På trods af en tiltagende, verdensomspændende erkendelse af, at noget af det komplementære kan noget, som ikke kan måles og vejes, og andet kan noget, men er ikke blevet målt og vejet i samme grad som en lægemiddelstyrelse forlanger.

Patienten i fokus – en idiotisk one-liner!

Når jeg som kræftramt skal se på en info-skærm på alle hospitaler, at jeg (patienten) er i fokus og tilmed høre eller læse samme udsagn i forskellige medier kontinuerligt, så kan jeg kun trække på smilebåndet og tænke: Endnu et tumpet markedsføringstrick med endnu en idiotisk one-liner!

Jeg og alt for mange kræftramte føler os ikke i fokus, når vi gang på gang bliver afvist af både praktiserende læger, onkologer med flere i vores forsøg på at ”råbe” en-eller-anden op, når vi ikke har lyst til at kaste håndklædet i ringen, bare fordi Danmark dødsdømmer os!

Vi er mange, rigtig mange, kræftramte, som ikke føler, at vi bliver taget alvorligt af de nævnte, selvom vi har gjort os umage, sat os ind i tingene og endda printet (hvem fanden printer overhovedet mere?) alle de ”beviser”, der findes om den komplementære behandling, vi gerne vil tale med lægen om og præsenterer vores ”sag”. Arrogancen, bedrevidenheden og Morten Korch-syndromet rammer os lige midt i fjæset, når den pågældende læge affærdiger os med: Dét kan jeg ikke bruge tid på!

Når vi står ude på fortovet igen, og manden med leen smiler forførende til os med en anelse hoveren over sig, så føler vi os ikke i fokus – vi føler os opgivet, alene og udstødte, som spedalske i en tid, der ligger før Morten Korch.

Vi kan læse om, hvordan vi bliver latterliggjort i interne Facbook grupper af dé mennesker, vi troede ikke ville gøre skade og mærker en lukkethed om sig selv og deres ”fagkundskab” i en tid, hvor denne ”fagkundskab” udfordres af nye paradigmer, nye dogmer og nye tanker ude i den store verden, på den kosmiske internetmotorvej, der aldrig hviler eller modsætter sig udvikling.

Jeg bliver trist helt ind i min inderste grundvold over, at danske læger med flere til stadighed vælger deres kampeuden at skele til den enkelte kræftramte, som står med al den oplysning, information og evidens for effekt i forhold til sin sygdom, som en komplementær behandling kán have.

Det smerter min sjæl at være vidne til, at alt for mange afvises, nedgøres og overlades til hyænerne i den komplementære behandlingsbranche, fordi den lægefaglige verden ikke vil påtage sig et ansvar i forhold til at udvide deres horisont og lytte til en patient, som BURDE være i fokus, altid!

Kategorier
Arkiver
Foredrag i Bergen – 300 Norske sygeplejersker