Hvordan kaperer man?

Skrevet kort efter min operation.

 

 

Sommeren i Danmark viste sig fra sin smukkeste side, dén dag i juni, hvor jeg drejede ind på Bispebjerg Hospitals parkeringsplads – sommeren var lige startet, vi skrev den 4. juni 2013, dén dag jeg skulle til møde med læge, Morten Schnack omkring dén knude speciallægen havde konstateret, i min endetarm, få dage forinden.

Der var taget en biopsi, som skulle undersøges for kræft og i Danmark er det sådan, at når man finder en knude henvises man under cancerprotokollen, til et hospital. Jeg bad om, at blive henvis til Bispebjerg og nú skulle jeg så til en samtale med den behandlende læge.

Jeg trådte ind på K Ambulatoriet, gik hen til receptionen og meldte min ankomst – en smuk og dejlig sygeplejeske, smilede til mig og bød mig velkommen. Efter, at have tastet cpr.nr. ind og kigget på skærmen, bad hun mig, smilende, om at tage plads i venteafd. et øjeblik, så ville hun meddele lægen, at jeg var ankommet.

Jeg skænkede mig en kopto kaffe og satte mig – havde lige sat mig og taget en tår af kaffen da den smilende, smukke og søde sygeplejeske kom hen og bad mig følge med. Hun præsenterede sig – Mille hedder hun – og vi gik ind i et lokale, hvor hun bad mig tage plads. Hun satte sig og så udfyldte hun en masse papirer, stillede en masse spørgsmål og vi snakkede, grinede også og var ”alvorlige” ind i mellem…

Vi blev færdige med ”papirarbejdet” og Mille rejste sig for, at se om Lægen var på vej. Hun forlod rummet og jeg sad alene tilbage med mine tanker, som naturligvis kredsede omkring alvoren i dette møde og selvfølgelig flød der nogle ængstelige tanker rundt i tankefloden, som prikkede til mig og ”sagde” Hva’ nu hvis det ér kræft?… Ja, hva’ nu hvis, tænkte jeg og rystede disse ængstelige tanker af mig.

Døren gik op igen og læge, Morten Schnack trådte ind og rakte hånden ud til hilsen. Lig bag ham kom Mille også, smilende og sød, dét blev jeg glad for. Morten præsenterede sig og jeg også – han havde mine papirer i hånden, sammen med en masse andet.

Vi satte os ved bordet og han begyndte at tale om knuden. Han skyndte sig at præcisere, at vi jo endnu ikke vidste om det er kræft men han skulle jo informere mig om forløbet ifald det var kræft.

Morten tog en tegning af tarmsystemet frem og begyndte, at fortælle – han pegede og forklarede længe hvor, og hvordan, knuden sad i mit tilfælde. Summa og summarum blev, at min knude sad på selve lukkemusklen og hvis den skulle opereres væk, ville det blive nødvendigt at fjerne hele lukkemusklen og føre tyktarmen ud i en stomi…en permanent stomi…

Jeg hørte ordet stomi og fik en grim følelse i hele kroppen – stomi?

Sku’ jeg ha’ en stomi?… Jeg stoppede Morten i hans forklaring og spurgte om dét var eneste måde, at gøre det på og han sagde, at dét var det desværre. Mille brød ind i samtalen og forklarede mig, at det ikke så stort et problem i dag, at ha’ en stomi – man kan alt det man hidtil har kunnet, der er stort set ikke nogen former for begrænsninger for mennesker med stomi…

Jeg lyttede høfligt og tålmodigt men sagde så, at dét er muligt det ér sådan i dag men for en Mand på 50, skal det jo lige falde på plads i hans hoved og uanset hva’ der ka’ siges så vil der naturligvis være en del psykiske begrænsninger ved at få en stomi…

Vi sluttede samtalen af og Morten spurgte mig direkte, om jeg ville ha’ en telefonopringning den følgende fredag om resultatet af biopsien – altså om det var kræft – eller vente til den planlagte samtale mandag formiddag. Jeg sagde, at han skulle ringe til mig, uanset hvad de fandt – når han vidste besked ville jeg vide besked…

På vej tilbage til mit arbejde, kredsede tankerne om samtalen – stomi, tænkte jeg, en permanent stomi… hva’ fa’en sker der, jeg ska’ sgu ikke ha’ klistret en pose på maven til at skide i – der må findes en anden måde, godt der findes et internet…

Den følgende fredag ringede lægen til mig, som lovet – Jeg er ked af at fortælle dig, Torben – det ér kræft og vi skal i gang med det samme… Jeg stivnede et øjeblik og gik helt i sort. Morten spurgte om jeg var ok og jeg svarede helt instinktivt, at det var jeg.

Vi blev enige om, at dén tid jeg havde mandag formiddag, holdt vi fast i og så skulle vi snakke behandling. Mine tanker var slet ikke ved kræften – de var hos min kæreste, som ventede på at jeg kunne fortælle hvad svaret på biopsien var. Jeg ville ønske, at jeg var hos hende så vi ku’ sidde stille og roligt i sofaen og snakke om det – holde om hinanden og trøste hinanden men jeg var i København og hun i Jylland.

Hun ventede tålmodigt på svaret og jeg ku’ næsten ikke holde ud, at skulle fortælle hende det over telefonen…jeg vidste jo hvordan hun ville reagere, hvor ked af det hun ville blive og hvor voldsomt hun ønskede at være os mig, så hun ku’ kysse mig, holde om mig og forsikre mig om, at hun altid vil være der for mig…

Jeg tog mig sammen og ringede til hende – fortalte at det ér kræft og reaktionen udeblev ikke. Selv om reaktionen var forventet kom den alligevel bag på mig og jeg forsøgte at trøste hende men en smule forgæves. Jeg fandt al min styrke frem og forsikrede hende om, at jeg sandelig ikke havde tænkt mig at dø af den smule kræft.

Vi snakkede i lang tid, medens jeg kørte hen ad motorvejen, den sommerdag i 2013 og slutteligt afsluttede vi samtalen og fokuserede på, at jeg kom til Jylland den følgende weekend – faktisk allerede om onsdagen.

Jeg vågnede lørdag morgen, efter en forfærdelig fredag, med tanken om, at jeg kan dø hvornår det ska’ være – måske ikke helt så sandsynligt, som tanken gav udtryk for – og det løb mig koldt ned ad ryggen.

Mine tanker kredsede ikke så meget om sygdommen, som om mine elskede – hvor hårdt det må være for dem, hvor kede af de bliver, hvordan de kommer til at reagere og mange andre tanker…

Jeg var nødt til, at gå ud på badeværelset og kigge ind i spejlet, betragte mig selv og sige: …fuck i skuret, Gamle ven – det er sgu noget lort…kræft i røven, som Ove og han døde sgu af det… Hold nu kæft, noget snot – men dú dør sat’me ikke, dét ka’ du glemme alt om, min ven, dú bliver hér og tager dig af pigerne, din kæreste og de andre du elsker…en smule kræft ska’ ikke få dig til, at lægge dig fladt på ryggen med alle fire hjul i vejret…no fucking way…

Min kæreste og jeg havde talt om, at mine piger skulle informeres hurtigst muligt. Min ældste boede hos mig – hun var flyttet fra sin kæreste og havde ikke fundet en anden bolig, endnu. Jeg tog en snak med hende og fortalte, at hendes far havde fået konstateret en kræftknude i endetarme, præcis som hos hendes Morfar – hun blev meget ked af det, tårerne trillede i en lind strøm ned ad hendes kinder og hun havde svært ved at snakke…

Hun havde Morfars sygdom og død i meget frisk erindring og blev med det samme bange for, at hun skulle miste sin far, nú, også. Vi sad sammen lang tid, jeg holdt om hende, kyssede hende på håret og kinden og forsikrede hende om, at jeg ikke skulle dø. Jeg fortalte om behandlingen, som jo allerede var kørt i stilling og langsomt blev hun roligere og roligere. Det var forfærdeligt, at fortælle hende dette, se hendes verden falde i grus og se angsten i hendes øjne – jeg frygtede endnu mere, at skulle fortælle hendes lillesøster dette og forudså en ganske forfærdelig reaktion.

Søndag satte jeg mig i bilen og kørte, sammen med min ældste datter, til min eks. Kone, hvor den ”lille” bor. Vi satte os og jeg fortalte min yngste datter hvad der var sket – hun reagerede ikke som jeg havde troet men alligevel kom der tårer ned ad hendes kind. Også hún havde Morfars sygdom og død i frisk erindring og vi snakkede meget om dette. Hun var dog mere fattet, end jeg havde troet og det virkede som om hun turde tro på, at jeg ikke skulle dø som Morfar men kunne blive rask, hvis jeg fik den rette behandling.

Der var selvfølgelig masser af tårer og bange anelser i hende – hun skulle også sidde hos Far, blive krammet og holdt om medens jeg kyssede ende på håret og kinden. Hun trykkede sig ind til mig og vi var alle fire meget kede af det – tårerne trillede ned ad vore kinder men min styrke bar os igennem dagen og vi skiltes igen med ordene: Jeg elsker dig…

Nu var mine døtre blevet informeret og jeg så frem til, at det blev onsdag, hvor jeg skulle køre til Jylland, trøste min kæreste og fortælle det til hendes søn. Dén weekend brugte vi, i hinandens arme – holdt om hinanden, kyssede, krammede og fortalte hinanden, hvor højt vi elskede hinanden og snakkede om fremtiden…sammen…

Snakkede om behandling, muligheder og alt hvad der rørte min sygdom. Jeg var stærk for os begge og min kæreste var også stærk men meget påvirket af situationen – alt kom selvfølgelig ud nú og tårerne trillede på hendes kinder, maven gjorde ondt og hun var ked af det på mine og vores vegne. Hun forudså dé udfordringer vi stod over for – jeg boede i København, hun i Jylland, vi havde kún weekender til at være sammen i nu skulle jeg jo i behandling i Kbh. og vi vidste ikke hvordan jeg ville reagere på stråler og kemo, så måske kom jeg ikke til Jylland i lang tid.

Selvfølgelig ku’ hun sagtens komme til Kbh. men hun havde jo sin søn (9 år gammel) at tænke på – hans far boede i Århus, så han ku’ ikke passe sønnen, som jo skulle i skole hver dag. Hun havde jo også et job hun skulle passe og derfor blev hun angst og bekymret for den umiddelbare fremtid, ked af at hun ikke kunne være hos mig hver dag og følge med på hospitalet til møder og behandling men jeg forsikrede hende om, at jeg sagtens kunne klare dette ”alene” men det trøstede hende ikke…

Solen skinnede, vejret var smukt og varmen dejlig – jeg startede bilen, vinkede til mine elskede og kørte mod Møn. Turen fra Jylland til Møn er lang og specielt på denne dag føltes den lang. Jeg havde besluttet mig for, et par dage før, at jeg ville køre til mine forældre og informere dem om situationen.

De seneste dage/aftener havde jeg søgt og søgt på internettet efter svar på mine mange spørgsmål. Havde fundet en masse, som jeg skulle snakke med lægen om men lige nú sad jeg og tænkte over hvordan mine forældre ville reagere på en besked om, at jeg havde kræft.

Jeg gik ind i haven til mine forældre, solen skinnede fra en skyfri himmel og de sad og slikkede sol – begge er pensioneret, så tid har de rigeligt af. Der var glæde da den ”fortabte” søn kom gående hen over græsset og vi hilste hjerteligt på hinanden med knus og kram. Jeg satte mig, Ketty (min mor) rejste sig og hentede en kopto kaffe til mig – alt var som det skulle være… Vi snakkede om løst og fast inden jeg tog ordet og fortalte, at jeg havde kræft i endetarmen…

Benny (min far) blev helt tavs, han er ikke så god til at tackle sådanne informationer og for første gang i mit liv oplevede jeg, at Ketty også blev tavs… Hun brød dog tavsheden kort efter og jeg kunne høre på hendes stemme, og se på hendes ansigt, at hun kæmpede for at holde tårerne tilbage. Ketty og jeg snakkede om det og efterhånden fik hun styr på sig selv – Ketty er ét af de stærkeste mennesker jeg kender, måske dét stærkeste.

Lad mig lige fortælle, at nogle år forinden denne samtale, kom min storebror til Ketty og Benny med en anden besked, som de skulle forholde sig til. Min storebror fik diagnosticeret: Sklerose og dét tog gevaldigt på mine forældre. Nú kunne de så få en ny diagnose, at tygge på…sikke noget fuck, at skulle fortælle dem dette!…

Det var tydeligt, at de begge var meget rørt af situationen – jeg gav udtryk for min store optimisme og nøgterne betragtning af dét forløb som jeg havde i vente og Ketty stemte i. Vi talte om alle de muligheder der ér for behandling og da min knude var blevet opdaget i god tid, havde jeg de største chancer for, at overleve og blive rask… Vi hyggede så godt vi kunne og vi gik, alle tre til min bror og fortalte den kedelige nyhed til ham og hans familie.

Vi sad og drak kaffe i haven hos min bror og han er det eneste menneske i min nærmeste familie, der ka’ sætte sig ind i min situation. Vi er min mors børn og vores styrke kommer i direkte linje fra vores Mormor, gennem vor Mor – min Mormor er det stærkeste menneske jeg nogensinde har kendt og dén styrke vi har arvet fra hende blev nú realiseret, både hos min bror, mig selv og vores Mor.

Turen tilbage til Jylland var uhyggelig lang – jeg måtte holde ind til siden et par gange og ta’ en puster medens tårerne løb ned ad kinderne… Langt om længe landede jeg og kunne krybe ind til min kæreste, blive trøstet og mærke hendes, kærlighed…

Hvordan rummer man en livstruende sygdom oven på dette?…

Jeg kender faktisk ikke svaret på dette spørgsmål – nogle rummer det ikke og andre gør, så ”enkelt” ér det…

Dét som er hårdest, syn’s jég, er dén kombination, som ikke kan være anderledes – man skal forholde sig til, og erkende, sin livstruende sygdom samtidig med, at man skal være stærk for sine elskede. Man skal rumme behovet for at blive trøstet og selv trøste endnu mere – dét syn’s jeg har været det sværeste. Det kræver nogle helt uforlignelige kræfter, at rumme begge dele og det kán ikke forhindres, at man bryder sammen ind i mellem.

Jeg har rummet dette – formået, at kunne erkende og behandle min sygdom rationelt, samtidig med, at jeg har været stærk for alle mine elskede og de par gange jeg er brudt sammen har jeg gudskelov været alene.

Det er meget surrealistisk, at få besked på at man er livstruende syg – der går noget tid inden man fatter dette og erkender det. Indtil erkendelsen er det blot nogle tanker, der flyder rundt i kaosset og man tillægger det ikke så megen betydning – det sker jo kún for naboen. Langsomt kommer erkendelsen – især når man første gang lægger sig tilrette i strålekanonen og ligger helt alene i det småkolde rum, lytter til dé lyde som sådan en kanon laver, når den kører…så begynder erkendelsen at komme og man mærker frygten komme snigende, bekymringen for sit liv, nervøsiteten for hvad man skal igennem osv. Lige dér går det op for én, at man ka’ dø nårsomhelst…

Noget af det vigtigste ér, selvfølgelig, at man har sine elskede omkring sig – at man føler sig elsket og værdsat som Mand, elskende og far. Det er uendeligt vigtigt, at ens nærmeste ikke svigter men holder fast og støtter én på vejen gennem behandlingen (mod helbredelse) og er der for én. Det er vigtigt, at dé giver den trøst og kærlighed, man har behov for i sit livs sværeste og mørkeste stund.

Det er vigtigt for patientens styrke, til at komme igennem, at de nærmeste medvirker til, at dennes styrke holder processen ud og kan rumme deres sorg og bekymringer – heldigvis har jeg været heldig, at mine elskede har stået bag mig 100% og ”båret” mig gennem processen mod min helbredelse.

Uden den konstante støtte og kærlighed havde jeg aldrig haft dén styrke, som har rummet alt – min egen bekymring, min bedrøvelse og deres bekymringer og bedrøvelse. Jeg har kunnet magte mit arbejde under behandlingen, magte at søge internettet igennem for andre løsninger, magte at tage diskussionen op med lægerne, magte at tage til London for en 2. opinion, magte den endelige operation og magte at være dén som passer på mine elskende, trøste dem når de har haft brug for det og forsikrer dem at døden ikke kommer på besøg i mit liv…endnu!…

Jeg vil være helt ærlig og fortælle, at jeg først kaperede min livstruende sygdom, da jeg lagde mig tilrette på operationsbordet den 2. december 2013…lige inden narkoselægen lagde masken over min mund og næse tænkte jeg: …fuck, hvor vil jeg gerne vågne igen og være rask så jeg ka’ fortælle mine elskede at jeg elsker dem uendeligt og ubetinget…

Kategorier
Arkiver
Foredrag i Bergen – 300 Norske sygeplejersker